Vil du arbejde med jura i praksis og få indblik i en spændende branche i krydsfeltet mellem life science, rammevilkår og jura? Hos Medicoindustrien søger vi en engageret studentermedhjælper til vores medlemsrådgivning, hvor du får mulighed for at arbejde med juridiske og administrative opgaver og samtidig være i tæt dialog med vores medlemsvirksomheder.
Om stillingen:
Som studentermedhjælper bliver du en del af sekretariatet og understøtter vores rådgivning til medlemmerne. Du vil få en varieret hverdag, hvor du både arbejder med konkrete juridiske problemstillinger og praktiske opgaver.
Medicoindustrien rådgiver bl.a. sine medlemmer om reklameregler, tilknytningsregler og samarbejde med sundhedspersoner.
Dine arbejdsopgaver omfatter blandt andet:
• At understøtte rådgivning af medlemmer om:
- reklameregler
- etiske retningslinjer
- tilknytningsregler og samarbejde med sundhedspersoner
• Research af juridiske og regulatoriske problemstillinger
• Bidrag til udarbejdelse af høringssvar
• Praktiske og administrative opgaver i sekretariatet
• Bidrag til planlægning af møder, netværk og arrangementer
Din profil:
Vi forestiller os, at du:
- Er i gang med en relevant videregående uddannelse, fx jura, erhvervsjura eller lignende samfundsvidenskabelig uddannelse
- Har interesse for regulatoriske forhold eller life science
- Arbejder struktureret og er detaljeorienteret
- Er god til at formulere dig skriftligt
- Trives med både selvstændige opgaver og samarbejde
Det er en fordel, hvis du er i slutningen af din bacheloruddannelse eller i starten af din kandidatuddannelse.
Vi tilbyder:
- Et studierelevant job med indsigt i juridisk rådgivning i praksis
- Erfaring med regulatoriske og etiske problemstillinger i en spændende branche
- Et uformelt og fagligt stærkt arbejdsmiljø
- Fleksible arbejdstider, der tager hensyn til dit studie
Ansættelsesvilkår:
Stillingen er på ca. 15 timer om ugen, med fleksibilitet i forhold til dit studie. Vi holder til i DTU Science Park i Hørsholm, hvor en række af vores medlemsvirksomheder også er placeret. Der går en bus fra Nørreport St. direkte til døren. Du kan læse mere om os på www.medicoindustrien.dk.
Om Medicoindustrien:
Medicoindustrien er brancheorganisationen for virksomheder, der i Danmark udvikler, producerer, sælger eller rådgiver inden for medicinsk udstyr og velfærdsteknologi. Medicoindustrien blev stiftet 22. juni 2001 ved en fusion mellem DMDA og Kirumed. Foreningen har i dag over 230 medlemsvirksomheder. Foreningens formål er at fremme medlemmernes erhvervsmæssige interesser gennem hele værdikæden, i både det primære og det sekundære sundhedsvæsen, ved at
- Fremme samspillet mellem industrien og det offentlige sundhedsvæsen, herunder regioner og kommuner
- Varetage branchens interesser over for nationale og internationale myndigheder og beslutningstagere
- Understøtte medlemmernes innovationssamarbejde med kliniske miljøer, universiteter og øvrige aktører
- Synliggøre branchen og dens produkter som en væsentlig del af løsningerne på sundhedsvæsenets udfordringer
- Styrke medlemmernes viden og kompetencer om lovgivning, standarder og afsætningsvilkår
- Etablere, deltage i og styrke samarbejde i nationale og internationale fora samt repræsentere medlemmernes interesser i relevante organisationer og netværk
Vi er et lille sekretariat med en uformel samarbejdsform, hvor alle bidrager på forskellige niveauer til at varetage branchens interesser. Du vil dermed indgå i et dynamisk team, hvor det forventes, at man arbejder i tæt dialog med kollegaerne og medlemmerne. Du skal derfor være udadvendt og have mod på indgå i mange forskellige relationer.
Ansøgningsproces
Hvis stillingen har vakt din interesse, så send dit CV senest søndag d. 12. april kl. 23.00 til mza@medicoindustrien.dk eller ansøg via EasyApply. I forbindelse med en eventuel jobsamtale vil du skulle fremsende dokumentation for din indskrevne uddannelse, eksempelvis i form af en officiel udskrift fra din uddannelsesinstitution.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte juridisk konsulent May Zaid Azzam på 92 92 16 63 eller mza@medicoindustrien.dk.